Coaching
I Danmark er der ikke tradition for, at musikere går op i deres sceneudtryk. Nogle af grundene til dette er, at alt undervisning og fokus koncentrerer sig om det musikalske håndværk. Håndværket skal være i orden, men desværre kan en dårlig sceneoptræden fjerne fokus fra musikken. Jeg tror, de fleste har oplevet at blive distraheret af musikernes mere eller mindre gode sceneoptræden – og derfor glemmer musikken. Målet med min coaching er at få sceneudtrykket til at passe sammen med musikken og musikeren, så publikum synes, musikken er interessant at lytte til og “se på”.
Min coaching går ud på to ting: For det første at rette de fejl vi musikere ofte laver på scenen, fordi de fjerner opmærksomheden fra musikken. For det andet at lære musikere at blive bedre på scenen, så de kan komme ud over scenekanten uden fokus forsvinder fra musikken.
Med min baggrund som både professionel musiker og skuespiller er min coaching skræddersyet til musikere. Coachingen henter inspiration fra begge verdener, men modsat hvad mange musikere frygter, har min coaching intet med skuespil at gøre. Tværtimod – en skuespiller skal spille en rolle, det skal en musikere ikke, for der er det musikken, der spiller en rolle. De ting, jeg henter fra skuespilverdenen, er blevet tilpasset, så de passer ind i musikverdenen.
En skuespiller skal spille en rolle, det skal en musiker ikke, for der er det musikken, der spiller en rolle. Musikerens vigtigste rolle er at bakke musikken rigtig op.
I min coaching arbejder vi med:
- hvordan man kommer ud over scenekanten.
- hvordan ens sceneoptræden bliver afslappet og naturlig.
- hvordan man fanger publikums opmærksomhed på sin egen måde.
- hvad bandet/orkestret i fællesskab kan gøre for at lave en bedre sceneoptræden.
- hvordan bandet/orkestret kan hjælpe hinanden på scenen.
Metode og undervisningsfilosofi:
Coachingen bygger på både teoretiske og praktiske øvelser med blandt andet videooptagelser. Mange øvelser foregår på scenen, så man kan mærke og se, hvad ændringerne kan gøre for det personlige udtryk og musikken.
Filosofien bag min coaching er, at alle skal kunne forstå den. Sceneoptræden er et stort og spændende – men også følsomt – område at arbejde med. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at coachingen er nede på jorden og let forståelig.
Der er ingen regler for, hvordan du skal være på scenen.
Der er regler for, hvad du skal gøre for musikken.