Efter jeg er begyndt at blogge om musikeres sceneoptræden, har folk været søde til at sende mails med youtube videoer − keep it coming! Jeg har valgt et par stykker ud fra temaet: Sergio Leones klassiske film − “The Good, The Bad and the Ugly”. Skriv hvis der er videoer, jeg skal knytte en kommentar til i forbindelse med live performance.
Tom Waits − Chocolate Jesus
Nick Cave and The bad seeds − Abattoir Blues
The final countdown − Don’t try this at home!
Igennem Volcano Management var jeg inviteret op til det skønne sted Nordkraft i Ålborg, for at holde foredrag og coache 6 bands i forbindelse med KeepOnRocking. I bedste maraton stil nåede vi det hele på 10 timer!
5 af de 6 bands, Rufus Spencer, Get Your Gun, Bloody Fridays, Bagdad Beat, Omen (Artificial Brothers skulle spille på Skråen i forbindelse med Band Battle 2010), blev stillet over for en rigtig svær opgave. Efter to timers foredrag, skulle de spille midt på dagen/tidlig aften på en lille scene i kedeligt lys med få publikum, og mig stående med notesblokken fremme. Ser vi bort fra foredraget og mig blandt publikum, er det en situation, de fleste musikere kender alt for godt. Så opgaven var hård, men meget realistisk. Spørgsmålet var så, om de under disse forhold kunne få musikken udover scenekanten.
Set ud fra de hårde odds, klarede de alle det rigtig godt! Selvfølgelig var der en masse ting! Men de alle var utrolig positive, og var meget villige til at lære. Så stor respekt til dem alle, for deres åbenhed og lyst til at udfordre sig selv!
Klassiske “fejl”
Her kommer de 3 mest forekommende “fejl” fra dagen, som jeg generelt ser rigtig tit:
Og husk: God sceneoptræden handler ikke om skuespiller tricks, sjovt tøj eller fede effekter, men om at få leveret det vi har på hjertet uden “støj”, så publikum ikke tænker på andet end musikken!
I denne uge er jeg ude på Operaen, hvor jeg er koncertdramaturg på børnekoncerten: KaravaneTrippelKoncerter. I den forbindelse har producenten Bjørn Hernes(Karavane) sagt noget, som både er lærerigt, og som kan forklare hvorfor børnekoncerter ofte er så fantastiske men også svære at spille.
Han siger: “Børn tror, alt hvad du gør på scenen, gør du for deres skyld”. Det er ret interessant, for hvis det er sandt, hvilket jeg tror det er, er der jo ikke noget at sige til, at mange børn mister interessen i løbet af en koncert. Mange musikere(-ofte ubevidst) ser ud som om de keder sig, virker nervøse og fraværende, roder konstant med deres gear, agerer ens igennem hele koncerten(bliver kedeligt), gør alt for meget eller gør alt for lidt o.s.v. Voksne er godt klar over, at disse “fejl” ikke er rettet mod dem. De vil ofte kunne se gennem fingre med musikerne, men får ikke den største koncertoplevelse.
Børn, der generelt reagerer mere umiddelbart, vil derimod mærke musikernes “fejl”, som manglende interesse for dem. Så hvorfor skulle de så have interesse for musikken og musikerne? Det er så her ukoncentrationen og støjen sætter ind.
Også de voksne
Men voksne reagerer også, men de udtrykker det anderledes(med mindre de er påvirket). For eksempel hører jeg ofte folk, der har været til koncerter sige: “De kunne godt have sagt noget mere”. Det tolker jeg ikke altid, som et konkret ønske efter mere snak, men mere publikums ønske om at blive involveret i koncerten. Det kan heldigvis gøres på mange måder. Jeg selv har været til fantastiske koncerter, hvor der ikke blev sagt særlig meget, men hvor jeg virkelig følte, at bandet ville mig noget.
Og her kommer så det bedste virkemiddel over for børn(som også virker på voksne): Hvis de kan mærke, at man vil dem noget, får man det mest fantastiske og medlevende publikum. Så her er et par gode spørgsmål, man skal huske at stille sig selv: For hvis skyld spiller jeg? Er jeg glad for, at publikum er der? Hvad er det, jeg gerne vil dele med publikum?
Disse spørgsmål er især vigtige, hvis man spiller for børn, fordi hvis man ikke leverer varen, får man det ubarmhjertigt at vide med det samme. De har ikke den pli, vi voksne nogen gange lider af. Og der kan vi lære meget at børnene – både som musikere og publikum!
Næste uge bliver en spændende uge: Først et par dage i Operaen ude på Holmen senere på ugen går turen til Århus og Ålborg.
For anden gang er jeg koncert dramaturg på KaravaneTrippelKoncerterne i Operaen ude på Holmen. Et meget spændende og modigt projekt der har eksisteret i flere år. Bagmanden er leder og initiativtager bag Karavane Bjørn Hernes. Konceptet bag KaravaneTrippelKoncerterne er nykomponeret musik for børn udført af topklasse musikere. Musikken skal være udfordrende og musikerne må ikke sige noget til publikummet. Med den dybeste respekt er dette en modsætning til f.eks Sigurd Barrets show. Sidste år blev koncerten set af mere end 3000 dybt koncentreret 5 klasses elever. Se et sammendrag af koncerterne fra 2009 her.
Senere på ugen er jeg inviteret til Ålborg af Volcano Management for at holde foredrag og coache udvalgte bands i forbindelse med projektet: ”KeepOnRockin’ 2010”. Det er et super spændende projekt hvor de medvirkende b.la får coaching og gode råd af undertegnet, Carsten Heller, Frederik Thaa og Nephew.
Før det går løs i Ålborg, skal jeg holde foredrag for eleverne og lærerne på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus.
I gamle dage kunne man tjene penge på at udgive en plade. Det kan man stadigvæk, men chancen er vel næsten lige så stor(-lille), som at vinde i Lotto. Faktisk taber mange musikere penge ved at udgive en plade, især hvis man medregner timelønnen, og man ser bort fra, at skabelsen er lønnen i sig selv. Men alligevel er det den største drøm for mange musikere.
Selvfølgelig skal man lave en plade − det er vigtig at få ens idéer og drømme ud! Er man god og heldig, kan det selvfølgelig have en stor betydning, men tiderne er anderledes end de gyldne dage i 80′erne og de tidlige 90′er. Mange tror stadigvæk, at for enden af pladeudgivelsen, venter der en potte med guld(-plader). Det er ofte i disse romantiserede guld drømme, jeg støder på det spøjse fænomen, jeg har valgt at kalde 6-3.
6-3
Når jeg møder folk, der har udgivet en plade, spørger jeg ofte, hvor lang tid det har taget at lave pladen. Inklusiv tiden på at skrive sangene er svaret ofte omkring 6. mdr.(tit længere). Når jeg så spørger, hvor lang tid de har brugt i øvelokalet, på at øve op til deres live jobs, er svaret ofte 3 dage(tit mindre).
Det er et spøjst fænomen, for de fleste musikere mener, at spille live er essentielt for deres musikkarriere, b.la fordi der kan de mærke publikum og responsen på deres musik, og selvfølgelig fordi de ofte udelukkende tjener deres penge på at spille live (-de sælger også rigtig mange plader på denne måde, især hvis de gør det godt). Så der hvor musikere virkelig kan give publikum en unik oplevelse, komme ud med hvad de har på hjertet og selvfølgelig også tjene penge, er der mange musikere springer over hvor gærdet er lavest.
Hvorfor er du fan?
Garanteret nogen af de bands/solister du elsker aller højst, er dem som har givet dig en enorm koncert oplevelse! Sådan er det i hvert fald for mig, så brug chancen og gør det samme. Og husk en fantastisk koncert handler ikke kun om at spille godt. Det handler også om, hvad man har på hjertet, hvad man vil fortælle publikum og hvordan musikken kommer ud over scenekanten! For de flestes vedkommende tager det mere end 3 dage!
Prince i øveren − When doves cries
Synkron dans og snak er næsten på plads.
Her en øver med Coldplay − Life in technicolor
Med designet tøj og scenografi.
